Himmel og Jord

Himmel og Jord

Om denne blog

Himmel og jord hedder min blog, fordi jeg opfatter mennesket som placeret i et spændingsfelt mellem det jordiske, fysiske og det himmelske, åndelige. Mennesket er ikke bare fysisk og materielt, der er også noget andet; vi kan eksistere udenfor vores krop, hævder flere både i nutid og i fortid. Desuden kan der findes paranormale fænomener og nærdødsoplevelser, som underminerer det videnskabssyn, som mange af os har haft i mange år. Denne blog vil tage livtag med det ikke-fysiske, og med hvad det gode liv er, og endelig hvad religion er for en størrelse. Det er ikke en nem opgave, men det er et arbejde, der kan have andres interesse, derfor vil jeg dele mine betragtninger med andre, og håber at andre vil dele deres med mig. Det vil denne blog gøre med videnskab og sund fornuft som fundament, og en sag vil altid blive vendt og drejet og belyst fra flere vinkler.

Forskning i placebo effekter og religionsforskning

ReligionPosted by Lene Rask Mon, April 16, 2018 13:15:57

Forskning i placebo effekter og religionsforskning


I forskningen indenfor medicin har placebo længe været det, man skulle eliminere; virker en pille, eller er det bare placebo? Sådan har man set på det. Hør om den nyeste placeboforskning her: https://www.dr.dk/radio/p1/recept-radio/recept-14#!00:00:00 . Man har længe vidst, at der var en placeboeffekt. Ja i mange årtusinde har man kendt til disse fænomener, som man vel har kaldt hysteri og indbildning, og vildfarelse, når det kom til religiøs forførelse. I religionernes verden har helbredelser altid været en del af programmet. I nyere tid har den katolske kirke arbejdet med at sætte nogle kriterier op for, hvornår noget skal karakteriseres som et mirakel. Den katolske kirke har i sin iver efter at inkludere alt, indoptage alt i sin store kirke, også set potentialet i de uforklarlige fænomener, helbredelser, religiøst føleri og sværmeri. Samtidig har man naturligvis også haft et ønske om at bevare kontrol og magt, det ved enhver.


Anderledes forholdt dele af den lutherske kirke sig til helbredelser og mirakler. Her var man mere forbeholden, ønskede at have det ægte og ædru. Men det kan selvfølgelig også blive for friseret og stramt. Ser vi på kirkehistorien helt op til vor tid, har de overnaturlige fænomener og mirakler været med altid, også når de var mindst velkomne. Og de har haft en effekt, en virkning i religionen.


Det er spørgsmålet, om placebo ikke grundlæggende er forbundet med, hvad religion er. Placebo har fået en ny og central placering indenfor forskningen, og den er selvsagt velfortjent. Der er mange sideveje, der åbnes ud ad den åre, og én af dem er også forskning i religion. Hvad er religion, hvordan opstår den? Det kan blive en virkelig spændende forskning at følge de kommende år.


Når nadveren uddeles ved knæfaldet i kirken ved højmessen, og præsten siger til den enkelte: ”Dette er Kristi legeme”, sker der noget; noget bliver skabt på sammen måde, som når lægen siger til patienten: Denne pille vil give dig lindring. Vi kan nu ved hjernescanninger dokumentere, at der sker noget, når placebo er på spil https://videnskab.dk/krop-sundhed/placebo-aendrer-hjernen-og-lindrer-depression . Vi ved, at det sker, men der er stadig lang vej til at forklare, hvordan det sker.
Det er ikke bare troen på, at lægen ved bedst og har styr på det, der er afgørende, mindst lige så afgørende er det formentlig, at lægen viser empati. Når et barn slår sig, bøjer moderen sig ned og trøster barnet og forsikrer det om, at alt skal blive fint. Det hjælper barnet, især den fysiske berøring trøster barnet. Et barn der bliver trøstet, har simpelthen ikke så ondt. Det betyder også meget, at moren er i ro og giver udtryk for, at det går over. Lene Vase, som har lavet en afhandling om placebo slutter med at opfordre til, at man giver læger og behandlere rammerne for at tage sig tid til patienten, lytte og spørge patienten grundigt ud og sætte sig ordentlig ind i patientens situation. Den nye viden om placebo får os til at overveje nye veje og metoder indenfor behandlingsverdenen, og lægger op til debat om den rigtige etik.


Da empatien er så grundlæggende i vores krop og psyke, og da den gennem evolutionen har fået en afgørende og bærende rolle i menneskefællesskabet, gør vi klogt i at forske i empati og placebo, også i forhold til religion. Ved at studere chimpanser, vil man kunne konstatere, at aberne trøster hinanden og har empati; det er altså noget, vi har med os i vore gener lang tid før, vi blev mennesker! Marie Rosenkrantz fra Sociologisk Institut i København har forsket i chimpansers empati og sociale liv. Det er endog blevet påvist, at selv gnavere udviser empati! http://www.globalen.dk/single-post/2016/02/04/Banebrydende-forskning-Gnavere-tr%C3%B8ster-hinanden ; https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/praeriemus-udviser-empati-kan-fore-til-gennembrud-i-autismeforskning ; http://science.sciencemag.org/content/351/6271/375 .


Hvordan kan det være, at et menneske, der ikke tror på Jesus, oplever at blive helbredt ved bøn? Se f.eks. https://www.youtube.com/watch?v=RaZK67ZU0F8 . Det sker igen og igen. Der er mange eksempler. Det kan ikke være placebo, tænker man, for mennesket tror jo ikke! Det må være noget andet. Samtidig kan vi også konstatere, at der findes mange, der tror meget på Jesus, som ikke bliver helbredt. Hvorfor er der flere, der ikke tror, der bliver helbredt? Lad mig blot antage det; jeg ved det jo ikke. Når man kommer til et helbredelsesmøde og er skeptisk og så alligevel bliver helbredt, så synes man, det er mærkeligt, så kan det ikke være placebo. På samme måde, når man er skeptisk og alligevel får hjælp via. akupunktur og kraniosakralterapi.


Når en syg bliver mødt af en fremmed kristen, som vil bede for vedkommende i kærlighed og omsorg, sker der noget, også selv om de ikke kender hinanden i forvejen. For mennesker er nemlig langt mere forbundet med hinanden, end vi regner med, nemlig via følelser. Man kan godt have empati og varme følelser for et menneske, man ikke kender. Sagtens. Vi er bare opdraget til i vores kultur, at vi skal lukke af overfor empati overfor fremmede. Men i virkeligheden er der ikke noget, der hedder fremmed. Følelserne er nemlig de samme, hvis de får lov at være der. Og det er netop, hvad der sker ved en forbøn på gader og stræder, når ivrige kristne beder for syge. Det er også det, der sker ved helbredelsesmøder, og ved en lang række af alternative behandlinger. Det er formentlig ikke udelukkende troen på, at det virker, som det er den umiddelbare tilknytning, der opstår mellem den, der beder forbøn, og den, der modtager forbøn. Læg mærke til ansigtsudtrykkene, smilene, humoren, den indre drivkraft og fremfor alt omsorgen. "Tænk at en vildfremmed vil bede for mig, det var da venligt af ham", den tanke er måske den første, der åbner op for det, der sker senere. Jeg taler af erfaring, jeg har selv været ivrigt troende og bedt for tilfældige på gaden og været opsøgende. Jeg ved, hvor meget man kan føle for mennesker, man møder tilfældigt, som man ikke kender i forvejen. Det er næsten magisk. Måske er det netop i kraft af, at man ikke kender hinanden, at det virker så godt. Man har ikke fordomme eller noget som helst, der kan farve ens opfattelse af den anden; den er jomfruelig ren. Man er så at sige tvunget ud i tillid, Løgstrup (med hans Den etiske fordring) ville næsten elske mig nu! Man er fanget i nuet på en særlig måde, og stemningen er speciel, fordi alt andet er pillet fra. Men det er naivt at tro, at det hele er gratis. Det er nemlig en integreret del af dette djævelske spil, at man kommer i den andens magt, på en eller anden fuldstændig skjult måde. Gaven fremstår som gratis. Men det er indbygget i mennesket, at det knytter sig til giveren, derfor ser man også flere, der går over til den religion, som bliver præsenteret af forbederen. Se programmet med Lasse Spang Olsen, hvor helbredelse ved bøn bliver undersøgt videnskabeligt. Her ses også et eksempel på en helbredt, der får en følelsesmæssig tilknytning til Jesus, som har helbredt hende: https://www.youtube.com/watch?v=aVgUZX5hLSY .


Jeg formoder, at religion oprindelig i sin urform har haft med empati og trøst at gøre. Samtidig har det haft med overlevelse at gøre; ved at relatere sig til det ikke-fysiske univers, den åndelige verden, har man set sig bedre stillet i forhold til overlevelse. Der har været klare fordele ved at have åndelige hjælpere og samarbejdspartnere. Vi ved nu, https://tidsskrift.dk/rvt/article/view/20408 at religionerne har gennemgået en evolution lidt på samme måde, som planter og dyr har, og hvis vi finder tilbage til urformen, vil vi måske være i stand til at rekonstruere, hvordan religion er opstået.





  • Comments(0)//www.rask-pedersen.dk/#post6

De unge kristne 3

ReligionPosted by Lene Rask Mon, April 09, 2018 19:20:50

De unge kristne 3

I dag så jeg tredje afsnit i dokumentarserien om Indre Missions unge, Jesus´ unge soldater. https://www.dr.dk/tv/se/jesus-unge-soldater/-/jesus-unge-soldater-3-4

Kristendommen er på mange måder for langt de fleste en anakronisme, hvis vi taler om den bibelske kristendom. Paulus, som formentlig er kristendommens egentlige stifter, knytter frelsen sammen med en tro på Jesu død og opstandelse. Derudover havde Paulus naturligvis, som den jøde, han var, en helt selvfølgelig og uproblematisk tro på de gammeltestamentlige fortællinger, ligesom Jesus også havde. Man havde i det første århundrede efter Kristus ikke grund til at tvivle på skrifterne. Et indhold som er under pres i dag, ligesom de kristne dogmer og de overnaturlige fænomener i Bibelen. På universiteter, seminarier og gymnasier kan man i dag høre meget gode argumenter for, at Adam og Eva ikke har levet; vi er her som resultat af en evolution. Mange andre historier i det gamle testamente, vil man ligeledes erklære for utroværdige; Noas ark og udgangen fra Egypten. Patriarkfortællingerne kan ligeledes sagtens have haft en historiske kerne, men det er dog utvivlsomt vandrehistorier, der er gået fra mund til mund, som vi kender det fra folkeeventyrene.

Man kommer på overarbejde, hvis ens frelse afhænger af ens tro. Hvis tro skal forstås som en slags overbevisning om, at Bibelen er sand fra ende til anden. Man hører de unge i Jesus´ unge soldater tale meget om tro, ikke én eneste gang hører man dem bruge ordet praksis, bøn, fordybelse eller erfaring. Når nogle ønsker at bringe bibler ud og bede for de syge, er det naturligvis et forsøg på at komme til at prøve det af, gå ud på Guds løfter, en slags praksis og bøn. Men der er også en stærk tendens til at fokusere meget på ”ordets forkyndelse”, for troen kommer jo af det, der høres, som Paulus siger. Man har altså m.a.o. en opfattelse af, at jo mere man lytter til det kristne budskab igen og igen, jo mere kan man tro. Desuden, jo mere man lukker ørerne for videnskaben, vil man kunne tro; for videnskaben stiller spørgsmålstegn ved troen og undergraver troen. Troen forstået som troen på et bestemt dogmatisk indhold og et bestemt gudsbillede.

”… det er ikke altid lige nemt at tro”, siger Peter i den første udsendelse. Jeg oplever ikke, at det er svært at tro! Hvis jeg tror på noget, er det rimelig ukompliceret. Jeg tror, det bliver sol i morgen, for det har de sagt i vejrudsigten. Jeg tror, jeg får ondt i ryggen i morgen, fordi jeg har været i haven hele dagen. Jeg går ikke rundt og har indre samtaler med mig selv og bruger en masse energi på at overbevise mig selv om, at jeg skal tro på det ene eller andet; jeg gør det bare, for mine erfaringer eller mine kilder er jo pålidelige nok. Hvis jeg går og tvivler på, at det bliver regnvejr i morgen, så tror jeg det jo ikke, vel? Begrebet tro er faktisk misvisende; det er noget helt andet, de mener med tro. For de unge er det en slags overbevisning, der er fremkommet ved en form for indoktrinering, og som er skabt ved, at de unge efter en tid har besluttet at tage springet og har kastet sig ud i troen hundrede procent. Efter dette valg begynder en ny virkelighed, hvor tvivlen fortrænges og dæmoniseres, nu hvor man har investeret alt på et bræt. Man lukker af for alt andet, alle indvendinger. Nu begynder så et nyt liv, hvor troen skal afprøves; hvor meget tror jeg på det her? Hvor meget vil jeg ofre, tror jeg så meget, at jeg vil give mit eget liv? Består man prøven, har troen selvsagt sejret, er opfattelsen. Men var det troen, eller var det hjernevasken, der sejrede, og hvad er tro? Hvem skal afgøre det? Men når en ikke-troende vil have noget at vide om Gud, det åndelige eller livet efter døden, er det meget karakteristisk, at man ikke vil spørge den religiøse, eller den troende, fordi man simpelthen anser den religiøse for utroværdig! Hvorfor mon?

Da jeg var med i de troendes rækker, blev jeg overmandet af tvivlen, tvivlen satte ind som en vældig kraft. Tvivlen kalder man i Indre Mission for anfægtelsen. Det synes man nok lyder lidt pænere. Det er din frelse, der står på spil, din evige frelse; om du tror eller ej, så det er alvorligt. Måske går den tvivlende stille med dørene, jeg ved det ikke. Man prøver at komme tvivleren i møde, disciplen Thomas tvivlede også, siger man. Selvfølgelig har man anfægtelser, hvem har ikke det, siger sjælesørgeren trøstende til den tvivlende.

Det er den stærke vægtning af Guds Ord, der gør, at tvivlen bliver så påtrængende. Samt kravet om, at den troende kristne skal give sig selv hundrede procent. Hvordan kan man give sig selv hundrede procent til noget, man tvivler på? Det er jo til at blive sindssyg af?

Men hvis man nu virkelig har set og smagt Gud, ville man så i givet fald tvivle? Hvis videnskaben nu kunne pege i den retning, ville man så tvivle? Man ville nok ikke tvivle, hvis der er meget, der taler for, at det forholder sig således. Men hjernevasken producerer tvivl, for jo højere, der råbes om Gud, jo mere tænker den enkelte ubevidst, at det må være løgn, for hvorfor skulle man ellers have behov for at råbe så højt op om det og gentage det til bevidstløshed og holde sig for ørerne for videnskaben?

Buddhister tvivler ikke i nævneværdig grad, er mit indtryk, indianerne gør heller ikke, og man hører ikke om tvivl indenfor new age bevægelsen. Charlotte Rørth, journalisten, der fik et syn af Jesus, tvivler ikke det fjerneste på Gud og Jesus. Shamanerne tvivler ikke, hvorfor skulle de, de erfarer jo, at der findes en åndelig verden, der hjælper menneskene. Spiritisterne tvivler ikke, for de taler jo med de døde, ligesom vi andre snakker i telefon. Clairvoyanterne tvivler ikke. Der findes mange religioner i verden, men af dem alle er den kristne fundamentalisme dog den mest hjemsøgte af tvivl.



  • Comments(0)//www.rask-pedersen.dk/#post5

De unge kristne 2

ReligionPosted by Lene Rask Mon, April 02, 2018 20:27:24

De unge kristne 2

I går så jeg andet afsnit i dokumentarserien om Indre Missions unge, IMU; Jesus` unge soldater, https://www.dr.dk/tv/se/jesus-unge-soldater/-/jesus-unge-soldater-2-4. I dette afsnit kommer de unge ind på, at det kan være svært at være anderledes, at gå imod strømmen og imod det, man kunne have lyst til. Her berøres det, som de unge typisk bliver konfronteret med, nemlig hvorfor de ikke går ud og drikker og lever livet som andre unge. Der er en fordom, der går på, at det kristne liv har at gøre med alt det, man ikke må; Religion er at sige nej til det sjove og få sit liv reduceret. Fordommen er således indtil videre blevet bekræftet.

Men jeg synes faktisk, det er fint at sætte fokus på nogle dumme vaner, andre unge har; mange drikker umådeholdent, nogle tager stoffer, og nogle har unødigt mange sexpartnere. Jeg synes, de kristne unge er forbilleder på dette område. Seksualiteten skal have nogle rammer, det er en dyrebar gave, man skal værne om, og alkohol er et skadeligt stof i store mængder. Derfor synes jeg, vi trænger til forbilleder blandt unge. Tager man sit forhold til Gud alvorligt, ønsker man at leve et smukt og godt liv, må man også sætte grænser for sig selv. Man må overveje, hvornår askesen skal ind i billedet, eller bare mådehold. Men man kan undre sig over, hvorfor sex og alkohol er bandlyst, når det omvendt er meget udbredt at ryge! Den Gud, der har skabt én, kan vel ikke ønske, at man ødelægger sin krop? Rygning er skadeligt! Er kroppen ikke et tempel for Helligånden? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud også ødelægge ham, siger Skriften.

Hvad er motivet for at smugle bibler? Forestiller man sig, at der vil komme demokrati, når biblerne ankommer og bliver læst? Eller er motivet snarere, at man vil udbrede evangeliet til hele verden, for at mennesker kan komme til tro på Gud, så de ikke kommer i Helvede? Det sidste er mest oplagt, eftersom vi jo i forrige udsendelse hørte, at der var to veje, den ene fører til Himlen og den anden til Helvede. Hvad skal man gøre for at komme i Himlen? Svaret er, at man skal tro på det, der står i Bibelen; at Jesus døde og opstod for os, og så skal man give sit liv til Gud og tjene Ham. Så kan man komme med på vognen.

Der kan også godt være et element af eventyr i det, indrømmer Nana, som virker spændt og glad, da hun fortæller om det til sine forældre, der lytter alvorligt eftertænksomt til hende, uden dog på nogen måde at give hende modspil eller stof til eftertanke.

Eventyr på den gode måde er nok det sidste, man kan forvente i Mellemøsten eller Nordkorea, hvis det er dér, De Åbne Døres bibler skal hen. De Åbne Døre er en organisation, der smugler bibler. En åben dør for evangeliet lyder smukt, men det gør en lukket dør i et fængsel ikke. Når Nordkorea lader børn sulte ihjel på gaderne i hobetal, så kan jeg levende forestille mig, hvordan man som kristen kan få boret øjnene ud, få hugget ben og arme af, blive voldtaget og meget mere. Vores fantasi rækker ikke! Man må spørge, om det ikke var bedre at lade være med at give dem bibler, hvis de risikerer at komme under så hård tortur, hvor de alligevel ender med at bryde sammen. Man kunne bruge sine midler til meget andet, men man vælger at bruge dem til at smugle bibler. Kan man ikke leve uden en bibel? Er Bibelen virkelig nøglen til det evige liv i Himlen?

Når man står ved Himlens port og banker på, mon der så virkelig vil blive spurgt efter den rette dogmatik, om man har troet på det med Gud og Jesus? Mon så Sankt Peter vil spørge, om man tror på Fader, Søn og Helligånd og høre én i trosbekendelsen? Mon han vil spørge, om man er døbt?

Tanken er absurd; at det er troen, der afgør det. Troen på, at det er Jesus, der døde og opstod for mig, og at han er Guds søn. Tro forstået som et dogmatisk indhold, som tanken kan gribe. Så firkantet kan det ikke være. Vi ved, at der findes mennesker, for hvem tro ikke kan lade sig gøre, enten fordi de ikke kender til Kristendommen, eller fordi de er ude af stand til at fæste lid til noget som helst, fordi livet har stjålet den sidste rest af tillid, de havde. Eller, fordi det kristne dogme om korsdøden simpelthen bare virker for absurd til at give mening for en moderne tankegang. Eller, fordi de er født stærkt handikappede og ikke kognitivt kan gribe troens indhold. Der kan være alle mulige former for religion eller mangel på samme, som mennesker kan have, når de forlader denne verden. Hvis Gud er kærlighed, havner intet menneske i Helvede ved en tilfældighed. Gud skal nok klare ærterne, Han elsker hvert eneste menneske, og Han baner sig vej til ethvert menneske i sin time, om det så kalder på Ham i dette liv eller ej.

Hvis det nu blot drejer sig om den rette tro, den rette dogmatik, hvis det er så afgørende, ja så gælder det jo om at hjernevaske mennesker så tidligt i livet som muligt, så de aldrig kommer på den tanke at slippe troens indhold. Det er lige præcis, hvad man har praktiseret mange gange op igennem historien. Man har terpet det ind, så det ikke skulle glemmes, for det var selve frelsen, der stod på spil. Uden at begribe, at ved hjernevask, social kontrol og massesuggestion betaler man en meget høj pris.

Jesus, og flere af hans samtidige, troede, at verden snart ville gå under i en art ragnarok, jord og himmel ville stå i ét i et kæmpe kaos, inden Gud ville gribe ind og etablere en ny verdensorden. Det ville ske indenfor ti eller tyve år, derfor skulle alle afgøre sig for, om de var med eller ikke med; kun de der tilsluttede sig gruppen, blev døbt og omvendte sig kom med, når dommens time kom. Det samme troede Paulus. Men dommedag udeblev som bekendt. Her står vi så stadig, to tusind år senere. Jeg tror, mange vil være enige med mig i, at det kalder på en nyfortolkning. Det, der blev skrevet tyve år efter Jesu død, kan ikke nødvendigvis forstås helt så bombastisk i dag som dengang.

Det er muligt at leve i kærlighed og elske sin næste som sig selv, uden at være en kristen. Hvis man er uenig i den påstand, kan man bare se sig om i verden; der er mange eksempler. Ligeledes kan man være en kristen troende, uden at elske sin næste som sig selv. Det er der også mange eksempler på. Hvad vil Gud helst se på, den rette dogmatik eller den rette ånd?

Hvad skal vi så med kirken? Hvad skal vi så med troen? Hvad skal vi så med det hele? Så kunne man jo egentlig bare synde derudaf, hvis alle alligevel bare kommer i Himlen? Hvis man spørger sådan, har man ikke forstået noget som helst, efter min mening. Det onde findes i denne verden, og i den næste, tror jeg på, så jeg tror på en slags himmel og helvede. Vi skal kæmpe imod på alle de måder, vi kan. Alle vore handlinger, skal være båret af kærlighed, kærlighed til os selv, til vor næste, til alt. Vi bliver stillet til regnskab for hver en lille handling, og hver en tanke og følelse. Vi er sat på jorden for at vokse i kærlighed. Det er det, vi bliver målt på. Det er kærligheden, der afgør, om vi lykkes, om vi trives, og om vi har noget at give til andre. Ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at det er kærligheden, der afgør, om vore bønner bliver hørt. Hvis det bare er ord, virker de ikke. Det er kærligheden, og optagetheden af det menneske, man beder for, der tiltrækker bønnesvar. Det er min erfaring.



  • Comments(0)//www.rask-pedersen.dk/#post4

De unge kristne

ReligionPosted by Lene Rask Tue, March 27, 2018 20:10:36

De unge kristne.

I går så jeg det første afsnit i dokumentarserien om Indre Missions unge, kaldet IMU i daglig tale. https://www.dr.dk/tv/se/jesus-unge-soldater/-/jesus-unge-soldater-1-4 Jesus´ unge soldater, hedder serien. Min første tanke, da jeg hørte om dokumentaren var, ”åh nej ikke igen, Indre Mission, som har haft så dårlig omtale gennem histories løb, de fortjener det ikke, der er jo også meget godt at sige, kommer det da aldrig for offentlighedens øre?” Jeg har mange gode minder fra min barndoms Indre Mission. Jeg har stadig mange kære, gode venner fra Indre Mission, som jeg respekterer. Men da jeg fik set det første afsnit i går, kunne jeg faktisk ikke genkende det Indre Mission, jeg så her; det lignede slet ikke det, jeg er vokset op med, det minder mig mere om noget andet, jeg også kender indgående, nemlig en yderliggående Pinsebevægelse og Apostolsk Kirke. Her kan man nemlig se unge gå på gaden i aggressiv mission, for at hverve medlemmer og blive sendt ud på farlige missioner i verdens brændpunkter for at dele bibler og religiøs propaganda ud, og der er folk, der kæmper for at få jøder ud af Rusland og andre steder og tilbage til det udvalgte land. Det er folk, der kan lide konfrontation og fare, de vil give alt, give deres liv.

Det er mit indtryk, at Indre Mission har bevæget sig. Det, der før var forbeholdt sekterne, som min far kaldte dem i gamle dage, er nu gået over til at være en del af Indre Mission. Sammenholdt med de øvrige dokumentarer på DR-s hjemmeside her for tiden med ekstreme unge, der går ud af en tangent i forskellige retninger, kan man ikke undgå at få den tanke, at alting åbenbart skal være så ekstremt i vor tid. Jeg har ellers gået og troet, at vi i vor moderne tid ville få mere kontakt med hinanden og derfor ikke i så høj grad mere ville isolere os i subkulturer, der stikker af i en eller anden retning.

Da jeg selv var ung, var jeg naturligt tiltrukket af mere levende fællesskaber, end det kedelige og triste Indre Mission, som var i frit fald dengang i Midtjylland. En dag mødte jeg en ældre herre fra Indre Mission på fortovet, som henvendte sig til mig uopfordret og advarede mig imod at gå ind i Pinsebevægelsen, som så mange andre unge havde gjort. Men det var allerede for sent, jeg var begyndt at komme i Apostolsk Kirke, der ligner Pinsebevægelsen og er udspaltet derfra, i en alder af bare seksten år. Det var især religionshysteriet, de gamle i Indre Mission var bange for; man udnyttede stemningen, musikken, tungetalen, fælles bevægelser, man opildnede ved agiteret tale og appellerede til følelserne. I frikirken mente man, at Helligånden var særligt tilstede, for det kunne man jo tydeligt se på folk, der var ligesom i ekstase, og på alle de mirakler, der var.

Men det er nu ikke Helligånden alene; det er et velkendt fænomen blandt mange religioner, jeg vil kalde det religionshysteri. Som den unge pige Nana siger i udsendelsen: ”… og jeg er helt oppe og køre over det”. Hvis man ser ind i hendes øjne og ser de blussende kinder, kunne man få det indtryk, at hun lige havde fået sit livs bedste måltid eller var vildt forelsket. Men det er faktisk det, religion og tro kan. Man er fuldstændig udenfor rækkevidde! Er det radikalisering? Hvornår taler vi om radikalisering?

Kan man gå over gevind indenfor Kristendommen? Det vil mange forkyndere og præster formentlig ikke mene, de har jo netop til opgave at forkynde, at opfordre mennesker til at give sig hen, og de giver små peptalks i andagter og lignende. Sagen er, at der ikke indgår den slags overvejelser i præsters teologiske uddannelse, og missionærer, altså Indre Missions egne forkyndere, har mig bekendt ingen uddannelse, så de overvejer det vel heller ikke altid?

Kan man gøre for meget indenfor det rigtige og det gode? Nana siger i udsendelsen:”… og på samme måde ønsker jeg også med min tro at gøre det så godt som overhovedet muligt, så jeg kan være en ambassadør for Jesus, som har gjort det godt”. I hendes overvejelser indgår ikke, at det kan blive for meget; det budskab har de unge tydeligvis ikke været præsenteret for. Det virker en anelse overspændt. Det er altså et fællesskab, der åbenbart ikke har nogen indbygget bremse, eller nødbremse i den retning.

Hvad sker der med mennesker, når de går ind i en religiøs sammenhæng? En af de unge bruger selv ordet hjernevask. Han antyder, det er en form for selvvalgt hjernevask. Der findes noget, der hedder religionspsykologi. Det er et fag på universitetet. Det er bare ikke et fag, de danske teologer har i deres uddannelse, jeg husker i hvert fald ikke at have beskæftiget mig med det, da jeg læste. Det er formentlig heller ikke en del af pensum på Menighedsfakultetet i Århus, hvor de indremissionske præster har taget en stor del af deres uddannelse. Man kan opfordre Indre Missions højskole i Børkop til at overveje at indføre undervisning i faget, jeg formoder ikke, de har det.

Det er ikke let for videnskaben at forklare, hvordan det sker, men vi ved fra historien og videnskaben, at det sker; vi bliver simpelthen hjernevaskede af den tro, vi har, vi har svært ved at forholde os objektivt, kritisk til vor egen baggrund og dogmer, for vi skaber selv vores virkelighed sammen med den gruppe, vi er en del af. Vi er flokdyr, oprindeligt, da vi var stenalderfolk, tjente ensretningen et formål, nemlig gruppens overlevelse. Stammen var på denne måde én organisme og en fasttømret helhed og havde dermed bedre chance for overlevelse. Er vi en del af et stærkt fællesskab og med fælles religion, bliver vi langsomt men sikkert trukket i den retning, fællesskabet står. Dogmerne er ikke til diskussion, og alt er på spil i et mægtigt drama, vi er i krig, det er dem og os, udenfor og indenfor, frelse og fortabelse.

Kærlighed og tillid til Gud. Ja tak, men kunne man så ikke hvile i, at Gud nok skal frelse dem, der er udenfor? Alt afhænger altså ikke af den lille ambassadør! Tror man virkelig, at sådan en lille ambassadør kan gøre en forskel i den sammenhæng og hjælpe selve universets skaber?

Selvfølgelig er det godt at leve smukt og rigtigt; det er en smuk handling at tage sig kærligt af andre og bede for folk, man ikke kender, hvis motivet er kærlighed. Ikke hvis bagtanken er at hverve medlemmer til gruppen, eller hvis motivet i virkeligheden mere er frygt for helvede end kærlighed til næsten. ”Ja, men det er jo det samme”, vil de sikkert sige i Indre Mission, ”jeg har nød for mennesker, jeg elsker mennesker, og derfor er jeg bange for, at de skal komme i helvede”. Kærligheden har således to sider, en lys og en mørk. Hvis kærligheden altid beklædes med angst, tiltrækker denne følelse ikke det gode! Jesus siger, vi skal have tro; ikke frygt! Hvis vi har tænkt os at bede, så må vi først have tro, siger Jesus, for troen er nødvendig for at bønnen skal lykkes. Vi hører én af de unge sige, Peter, at han bliver trist over, at hans venner ikke tror. Jeg tror, denne tristhed fylder rigtig meget. En anden af de unge, Cecilie, kæmper med at være god nok, at tro nok, og hvornår er det nok?

De unge mennesker fremstår meget sympatiske. Men de fremstår også radikaliserede, eller også er de på vej til at blive det. Havde man filmet mig for tredive år siden under sangen i menigheden i frikirken, havde jeg givetvis set ligeså verdensfjern og sentimentalt drømmende ud, som den unge pige i filmen. Men hvor er hyrderne henne, hvor er forældrene? Det kan være, vi får noget at vide om dem i de kommende afsnit af dokumentarserien. ”Men hvad kan der ske ved det”, vil nogen måske indvende. Ja, der kan jo f.eks. ske det, at en hjernevasket er knap så pålidelig som én, der er ved sine fulde fem, så hvis du gerne vil vide noget om Gud, skal du i hvert fald ikke spørge den hjernevaskede! Han er jo som en vild sælger med sin egen agenda.

Dengang jeg som helt ung gik med i frikirken, var der mange i Indre Mission, der advarede mig imod det, og det var ikke kun, fordi der var et andet dåbssyn. Men der var mange fra selvsamme Indre Mission, der var ældre end mig, der var gået over i frikirkerne. Nu er frikirkernes ånd åbenbart flyttet over i Indre Mission! Forstå det, hvem der kan.

Man kan faktisk gå for vidt, både i sit engagement, efter min mening, men også i forhold til en blind dyrkelse af Bibelen, Guds Ord. Man kan have en overdreven og naiv tro på Skriften, og det kan styre én i den gale retning, væk fra kærligheden til Gud, til andre og til en selv.



  • Comments(3)//www.rask-pedersen.dk/#post3

Dn teologiske syge

ReligionPosted by Lene Rask Sun, March 25, 2018 22:42:32

Den teologiske syge

Den kendte, respekterede og nu afdøde overlæge, doktor og professor Preben Plum, der blev interviewet i programrækken Åndernes Magt fra 2000 var en art forsker ved siden af sin lægegerning. Han indsamlede data om paranormale hændelser og indordnede dem i kategorier. Han tog ud og holdt foredrag om sit arbejde. Hvad, der satte ham i gang med dette arbejde, var egne og nære familiemedlemmers uforklarlige oplevelser. Det, der overraskede ham mest, var ikke almindelige menneskers modstand mod og skepsis overfor disse uforklarlige fænomener, men derimod da han stod overfor en gruppe af teologer og præster, som han skulle give et foredrag for. Den vantro og modstand, han mødte her, var udtalt. Han havde haft en forventning om, at hvis nogen ville være åbne overfor hans tanker, om at der er mere mellem himmel og jord, var det præsterne, der vel beskæftigede sig med muligheden for Guds indgriben i menneskers liv. Bibelen handlede jo om mange mirakler, vidste han. Han havde forventet at få kamp til stregen, kvalificeret modstand, havde forventet at møde intellektuelle, han kunne diskutere med, og som kunne give ham modspil. Men han blev meget overrasket og skuffet.

De sidste hundrede år har det, vi kunne kalde modernistiske teologer, domineret universiteterne og folkekirken. Det er en betegnelse, jeg har lånt af tidligere biskop i Haderslev, Niels Henrik Arendt. Han bruger begrebet om folk som Thorkil Grosbøll. Men jeg mener, at denne tankegang faktisk har haft mere tag i os alle, end vi i virkeligheden har været klar over. Denne syge har lagt sig som en umærkelig tåge ind over hele kirken og har fået den til at ligne en skygge af sig selv. Det, der foregår i kirken mange steder, har ikke meget med religion at gøre. Det er nærmere en parodi eller karikatur, der kalder på latteren. Men det farlige ved fænomenet er, at den sniger sig ind overalt, så umærkeligt, så ingen kan få et fast greb om denne teologiske tåge. Thorkild Grosbøll, der blev kendt i hele Danmark som præsten, der bandede offentligt og ikke troede på Gud, er bare toppen af et kæmpe isbjerg i kirken, og den er bundfrossen.

Man skulle tro, det var en joke, men der findes faktisk i Danmark teologer, der mener, at kristendommen rummer et fundamentalt opgør med gudstanken, dvs. et opgør med forestillingen om, at Gud er en realitet uden for mennesket. De mener, at selve grundfortællingen om, at Gud bliver menneske, idet Jesus bliver født i vores verden, betyder, at der sker et opgør med forestillingen om Gud som en virkelighed i sig selv, som er over denne verden, eller bag denne verden. Gud skal derimod findes inde i verden. Forestillingen om Gud som en skabende og opretholdende Gud er dermed blevet meningsløs. Gud er så at sige nedsteget fra sin høje himmel til at være noget jordisk. Udelukkende noget jordisk. Gud kan i denne forståelse opfattes som kærlighed mellem mennesker, som den stærke, ubetingede kærlighed, der melder sig i livet, som en mor f.eks. føler til sit nyfødte barn. Gud kan være et andet ord for livets generøsitet. Denne teologi passer som fod i hose til rørstrømske skåltaler og som ramme ved de kirkelige handlinger, hvor mange kommer for at få en pæn kulisse til livets store fester.

Den hollandske teolog Hendrikse udtrykker det således: ”Gud er for mig ikke et eksisterende væsen, men et ord for, hvad der kan indtræffe mellem mennesker. Én kan f.eks. love dig: ”Jeg vil ikke forlade dig” og så opfylde dette løfte. Det ville være fuldstændig korrekt at kalde dette Gud”. Denne teologi passer fint til vielsen; det er en teologi, som er skræddersyet til de kirkelige handlinger, hvor man ikke kommer i kirken for at møde en kult eller en religiøs praksis, fordi man er optaget af den festlige begivenhed, der er anledningen, og fordi man sædvanligvis ikke er kendt med kirkegang og kristentro.

Ordet Gud er nødvendigt ifølge denne teologi, fordi der skal et stort ord til at betegne det store ved menneskelivet. Man kredser om Jesu forkyndelse, fordi man mener, at den kærlighed Jesus taler om, kan gøre os mere menneskelige, få os tættere på Gud/kærligheden. Men troen er ikke en overgivelse til noget større end mennesket, ikke en overgivelse til andet, end mennesket selv. Troen er reduceret til at være en art beholder for menneskets dybe refleksioner over det smukke, dets drømme og forestillinger.

Man hører disse teologer sige, at man i gamle dage havde brug for en mere overjordisk Gud, som en slags forklaring på alt i verden, fordi man ikke kunne give andre forklaringer. Men nu, da videnskaben har trængt sig på, har dette forhold ændret sig. Der er ikke længere brug for den gammeldags Gud.

Denne teologiske syge er selvsagt en reaktion på folkeoplysningen, videnskabens udbredelse blandt befolkningen, autoriteternes fald og pluralismen. Man ville skabe en kirke, der var spiselig i de nye tider. Men i takt med, at den teologiske syge trængte ned igennem alle lagene i lagkagen, forsvandt mennesker fra kirken, så de pæne, hvidkalkede og nyrenoverede kirker mange steder står gabende tomme. Stakkels kalkede grave! Modernistiske præster tror, de står og prædiker om noget, der er centralt i menneskers liv, nemlig næstekærligheden, men mennesker synes, det er noget, de kan sige sig selv. Jeg er et godt menneske, jeg ved godt, hvordan jeg skal leve mit liv, tænker mennesker. Jeg behøver ikke en præst til at fortælle mig om det, tænker mange.

De modernistiske teologer håber at undgå konfrontationen med andre religioner, med videnskabens kritik og det rationelle menneskes kritik af det uforklarlige og uspiselige i kristendommen, fordi man er så rummelig, men til gengæld har man fjernet sig så meget fra det guds og verdensbillede, der oprindeligt var i den første kristendom, at man med rette må spørge, om det overhovedet er kristendom. Hører denne teologiske syge overhovedet hjemme i kirken? Der er da også mange, der vil mene, at Grosbøll ikke hører til i kirken; han er gået for vidt. Problemet er bare, at det langt fra er alle, der arbejder med teologi og kirke, der forholder sig bevidst til denne tidsånd, der sniger sig ind på os overalt. Måske ikke så meget mere, men i hele min levetid har det været gældende. Jeg har nu levet i et halvt århundrede.

Ikke kun i den modernistiske teologi er der en tendens til at gøre Gud til noget indre, så der bliver lagt mere vægt på humanistiske dyder, kunst, kultur, psykologi og filosofi, og mindre vægt på at få et levende forhold til Gud som person, eller til Gud som en kraft udenfor mennesket selv. Det har der været en generel tendens til i kirken. Så umærkeligt er det sket.

Den modernistiske teologi falder ikke umiddelbart i øjnene. Man arbejder med de tekster, man er forpligtet på og beder de obligatoriske bønner, det ser fint ud på overfladen, men det har bare ikke noget med religion at gøre. Det er falsk varebetegnelse, og det er ikke underligt, at folk føler sig snydt, for det er en tynd kop te.

Det kan sammenlignes med, at et nygift ungt par siger til hinanden:” Vi er gift nu, men vi behøver ikke at dyrke sex, vi kan jo bare nøjes med at tale om det, og tænke på det. Det ville jo nok blive lidt kedeligt, og virke meget unormalt. Misse Møge fra Matador er et eksempel på en sindsforstyrret gammeljomfru, der ikke har forstået, hvad det drejer sig om og ender med at slå sin mand ihjel. Det er jo noget af det, der definerer et ægteskab; at man deler seng og bord. På samme måde er kontakten til kræfter udenfor mennesket traditionelt det, der bl.a. definerer, hvad religion er. Hvis man ikke længere beder til Gud eller andre kræfter, er der ikke længere tale om religion. Det er noget der ligner, men ikke religion.

Måske bliver det bedre i det enogtyvende århundrede. Der blæser i alt fald nye vinde. Hjælpen kommer fra en uventet kant. To forskere fra den videnskabelige verden, de to tvillingebrødre Eske og Rane Willerslev har bragt diskussionen om det åndelige ind i den offentlige debat. Der findes uforklarlige fænomener, der åbenbart kan ske spontant, eller når vi opsøger dem målrettet gennem religionerne, mener de. Der findes sådan noget som magi! Der findes paranormale eller uforklarlige hændelser, som kan være med til at redde menneskeliv eller hjælpe os i hverdagen, der findes en åndelig verden og et liv efter døden. Det er emner, de to brødre har sat på dagsordenen. To brødre, der var ateister, før de drog ud i verden. Derude mødte de religioner og åndelige fænomener; der var knald på og smæk for skillingen. De kunne ikke længere fastholde deres ateisme, for de havde erfaret på deres egen krop og i deres eget liv, at der er noget mere, noget ud over den fysiske verden. Det er emner, som religionen skulle have beskæftiget sig med, men i folkekirken findes der ikke længere religion, eller gør der? Andre som også har bidraget til at sætte fokus på, at der er mere mellem himmel og jord, er musikeren Christian Leth, musikeren Lars Muhl, journalist og forfatter Charlotte Rørth, Journalist og radiovært Paula Larrain, skuespiller og foredragsholder Bodil Jørgensen, skuespiller Lisbeth Dahl og skuespiller Hella Joof, skuespiller Peter Mygind, radioværten og kunstneren Jim Lyngvild, og jeg kunne nævne mange flere. Der blæser nye vinde, og mennesker oplever mere, nu hvor de også åbner sig for det.

Andre er knap så kendte danskere, der har haft nærdødsoplevelser, set spøgelser eller været hos en clairvoyant. En række af radio og tv-programmer, både videnskabelige programmer, dokumentarer og underholdningsprægede udsendelser har sat spot på den åndelige verden, altså den ikke-fysiske verden. Mennesker i stort tal med almindelig sund skepsis ønsker at få besked; er der virkelig noget om det, eller er det bare sindsforstyrrede, midaldrende kvinder, der render rundt og gejler hinanden op, fordi de ikke har andet at give sig til, når børnene er fløjet fra reden. Hvis der er så mange, der beretter om noget, de har oplevet, hvordan forklarer psykologien og videnskaben så det, vil man vide.

Psykologer og religionsvidenskabsfolk står klar til at give deres besyv med i programmer og nyhedsmedier. Man vil ofte prøve at bortforklare det; nej der findes ikke en ikke-fysisk verden, der spiller sammen med den menneskelige psyke, det hele foregår inde i den menneskelige psyke, og kun der, er synspunktet. Den ateistiske religionsforsker Michael Rothstein har ikke været begejstret for Eske Willerslev og har kritiseret hans og Christian Leths bog Historien om det hele. Men det er også ubehageligt, når der er nogen, der går én i bedene og udtaler sig om ens eget fagområde.

Jeg mener, tiden er kommet til at gøre op med det, jeg har kaldt den teologiske syge. Den har ingen berettigelse og gavner intet, den skader snarere.



  • Comments(0)//www.rask-pedersen.dk/#post2

Religionernes tilblivelse og funktion

ReligionPosted by Lene Rask Sun, March 18, 2018 12:55:59


Religionernes tilblivelse og funktion

Der er og har været mange fredelige og uskadelige religioner i verden, religioner, der har haft en umådelig gavnlig virkning for mennesker og samfund, dyr og planter. Men dem hører vi ikke så meget om, det er derimod de radikaliserede indenfor især islam, vi hører om gennem medierne. Ja næsten dagligt. Man tænker måske, ”ja heldigvis er vi i den moderne sekulariserede verden vokset fra dette primitive, religiøse og middelalderlige stadie”. Men spørgsmålet er bare, om vi ikke er i gang med at kaste barnet ud med badevandet.

Religion har en betydning for mennesket

Der findes mange forskellige teorier om, hvad religion er, og hvordan det er opstået, og om hvor nødvendigt eller unødvendigt det er i dag. Ja nogle vil sige skadeligt og farligt. Genforskeren Eske Willerslev har en virkelig god pointe, når han siger, at religion har haft, og formodentlig stadig har, en betydning for mennesket, for hvis ikke det havde en betydning ”så ville det være blevet selekteret væk”. Det siger han i en fjernsynsudsendelse.

Religion starter som en kontakt med ånderne i naturen i krisesituationer

Det er virkelig meget sandsynligt, for efter Darwins egen lov, så bliver kun det bevaret, der tjener til overlevelse. Det der ikke har betydning for overlevelse, falder bort, det kan vi konstatere som en rød tråd gennem evolutionen, ja det er jo det, der driver evolutionen fremad. Når en halvabe eller menneskeabe finder ud af, at den kan spørge naturens kræfter til råds og den finder ud af at den får svar, så vil der være en fordel, måske en afgørende forskel, der kan få betydning for individets overlevelse. Der har måske været en fordel for halvaberne, idet de overlevede bedre, jo bedre deres samarbejde var med den åndelige, dvs. den ikke-fysiske verden. Jo bedre disse første mennesker var til at få hjælp til deres overlevelse, jo bedre kunne de overleve, derfor blev det ”åndelige gen” med tiden fremherskende. Det kan man forestille sig. Denne forståelse af religionens fremkomst kræver jo, at man antager, at der faktisk findes kræfter i naturen eller åndelige væsner, som man kan konsultere. Det er der jo mange, der ikke vil, fordi de ikke selv har oplevet det på egen krop.

Hvis man ser på animismen og shamanismen og religionerne hos naturfolk, vil man finde træk, som for mig at se kan være oprindelige og være grundlagt under den million lange evolution, som vi er gennemgået. Et træ kan opleves som en levende personlighed, som man kan spørge, det tidlige menneske var ikke så fokuseret på det rationelle, som vi er i dag. Når træet kunne snakke med én, så var det fint, for så virkede det jo. Jeg er sikker på, at halvaben ikke havde så store problemer med at snakke med et træ, eller med træets ånd, som vi har i dag. Jeg forestiller mig, at det tidligste tilløb til religion tog sit udspring i noget overnaturligt eller åndeligt, som var forbundet med elementer i naturen. Man oplevede som animismen stadig er et eksempel på, at det åndelige var særligt tilgængeligt visse steder i naturen. En sten eller et træ fungerede så at sige som en kontakt til den åndelige virkelighed. Det er også meget sandsynligt at trance tidligt kom ind i billedet som et redskab til at få kontakt.

Det er tænkeligt, at der oprindeligt i et samfund ikke alene var en alfahan, men også en, der kunne mestre trancen og kontakte ånderne; en medicinmand eller en shaman. En person, der ved at kontakte den åndelige verden kunne få svar på, hvilke urter der kunne hjælpe på de forskellige sygdomme. Der kunne også være hjælp at hente, når man skulle tage beslutninger om, hvor man skulle gå på jagt. Hele vores evolution, det gælder jo både for os og for aberne, er centreret omkring flokken. Derfor kan vi ikke forstå hverken den menneskelige psyke og natur eller menneskets medfødte religion uden et grundigt kendskab til flokken og dens måde at fungere på. Der er stadig ca. 20 % af en befolkning, der kan siges at være særlig åndeligt følsom. Der er også en tydelig procentdel alfahanner i enhver befolkning. Det er også tænkeligt, at der kan findes andre oprindelige funktioner i en flok.

Samspillet mellem flokken og dens alfahan er af afgørende betydning, der behøves en helt bestemt personlighedstype, og samarbejdet skal være godt mellem lederen og flokken, for gruppens overlevelse afhænger af ham. Flokken må også kunne trække i nødbremsen, hvis han bliver for uduelig eller mister sin forstand. Også det har naturen taget højde for. Ligeledes er det meget nødvendigt at samarbejdet mellem alfahannen og medicinmanden er harmonisk. Det bør vel ikke være nødvendigt at kastrere åndemaneren, for at han ikke truer lederen? Og det kan jo også være en kvinde. Cølibat var en mulighed, eller simpelthen bare et mildt og ydmygt sind, så man ikke udfordrer alfahannen. For der er jo meget magt i at være medicinmand.

Gennem millioner af år har naturen haft tid nok til at tilpasse og fintune denne relation. Jeg er ikke i tvivl om, at det oprindeligt fungerede fuldstændigt optimalt. Men i historisk tid gik det jo galt, det er der talrige eksempler på. Da mennesket begyndte at tæmme dyrene og dyrke korn og bygge civilisationer, ja så ophørte mennesket med at opføre sig civiliseret! Syndefaldet kom med civiliseringen. Magten blev en sygdom, for den var ude af kontrol, den var ikke længere tøjret. En ubalance i magtforholdene i en abeflok, kan hurtigt ende med drab og kan være truende for hele flokken. Der er indlagt en nødbremse, hvad et kongemord faktisk er.

Balancen mellem himmel og jord

Vi gør klogt i ikke at undervurdere religionen i den tidlige evolution; den havde en betydning for overlevelse. Alligevel blev mennesker stadig ædt af rovdyr og døde af sygdomme. Religion og kontakten til ånderne kom aldrig til at løse alle problemer. Derfor udviklede mennesket sin intelligens og kreativitet, hvilket også blev meget afgørende for dets overlevelse. Begge dele har været vigtige sider af menneskelivet.

Hvis man nu vil fravælge enten det religiøse og åndelige aspekt af menneskelivet eller det andet aspekt, menneskets handlekraft og intellekt, vil man formodentlig komme til at reducere mennesket til noget, det ikke er. Hvis man satser på Gud alene, ender man med at stå ansigt til ansigt med Guds afmagt og vi kommer til at tvivle på Gud og den åndelige virkelighed; Gud er jo ikke løsningen på alle vore problemer, som vi troede. Vi kan ikke få hjælp til alt. Der findes stadig rovdyr, sygdomme, naturkatastrofer osv. Religionen bryder sammen for os, for den kan ikke bære det hele.

Det er sandsynligt, efter min opfattelse, at kontakten til den åndelige verden ikke havde og aldrig har haft løsningen på alle problemer. Hvis det havde været tilfældet, var mennesket ikke blevet udviklet til det, det er i dag. Overalt på kloden findes idérige mennesker, der er i stand til at tilpasse sig levevilkår og bruge fantasi og virkelyst på de mest vilde måder, og mennesket har også et medfødt behov for at virke, dagligt. Meget taler for, at Skaberen ikke havde til hensigt at åbne helt op for den åndelige verden. Den har fyldt meget gennem millioner af år, men der er dog et forhæng mellem os og den åndelige verden. På Bibelens første sider læser vi om, at Gud var ånd, at hans ånd svævede rundt, før der blev skabt en fysisk verden. Men så snart den fysiske verden trådte frem, var der et forhæng mellem livet på jorden og Guds verden, et forhæng, der først bliver taget væk, når vi dør. Vi må tro, det er sådan, det skal være. Den rette indstilling for os i dag bør derfor være, at stræbe efter at få så fin kontakt til den åndelige verden som muligt, men samtidigt at bevare accepten af, at der er begrænset adgang mellem den åndelige og den fysiske verden.

Det slumrende gen

At der findes mennesker i dag, som ikke har evnen til at fornemme den åndelige verden, kan ses som et resultat af at dette åndelige gen nu helt er forsvundet, fordi vi ikke længere har brug for det. Eller måske er dette gen slumrende. Det kan også være, at det er kulturelt betinget, og der er måske en form for undertrykkelse af den side af tilværelsen. Det, man ikke øver sig i, skænker man til sidst ikke en tanke. Jeg er f.eks. ret glad for musik, men fordi jeg aldrig bruger den side, sygner den hen og det falder mig sjældent ind, at jeg mangler musik i mit liv. Der kan altså godt ligge et gen og slumre et sted hos nogle af os.

Religion har til formål at gøre flokken stærk

Det er dog stadig meget udbredt mange steder på jorden at forholde sig religiøst i en flok. Om det er gruppetilhørsforholdet, der er katalysatoren for et menneskes religiøsitet, eller om det er en privat begivenhed, er forskelligt, men vi gør klogt i at se religion som gruppens særlige spilleregler og fælles tankesæt; religion har en meget stærk samfundsbevarende funktion. Når en stor menneskemængde ser den samme Jomfru Maria i et syn, er det formodentlig ældgamle lag i abehjernen, der slår igennem spontant. Mennesker, der er stærkt forbundne, bliver endnu stærkere forbundet gennem synet, og det hele bliver uforglemmeligt, og man søger helt naturligt tilbage til det sted, hvor det skete og til de personer, der var tilstede, da det skete. Tankeoverføring, telepati, har en meget vigtig funktion i denne sammenhæng, og jeg vil mene, at telepati oprindelig var meget tæt koblet med religion og gruppedynamik. Massehysteri er slet ikke så dårligt, for det binder individerne sammen til en fasttømret enhed. Fænomenet kan stadig iagttages, når en gruppe bliver udsat for særlige omstændigheder. Det er også en nødvendighed, når man skal ruste sig til krig, også her kan man stadig den dag i dag se, hvordan vi stadig er flokdyr.

Når vi i den vestlige verden slet ikke begriber, hvordan den muslimske verden tænker, så er hemmeligheden nemlig her. I den muslimske gruppe opstår der en fælles religiøs virkelighed, og det syn de evt. får, eller den virkelighed de erfarer kan være ligeså virkeligt, som når katolikkerne ser Jomfru Maria lys levende.

Forskning i evolution kan bringe os svar på mange af de spørgsmål, vi har om, hvad et menneske er. Hvis vi skal redde menneskeheden og verden, må vi vide, hvordan den oprindelige befolkning levede, for vi er stadig udstyret med de gener, som blev udviklet til jæger-samler tilværelsen.

Radikalisering

Men nu som i middelalderen står den kristne religion og islam ofte imod og spænder ben for ethvert fremskridt, fordi man ikke kan få det nye verdensbillede til at passe med det gamle bibelske. Uanset beviserne på, at Bibelen ikke har ret i alle forhold, fastholder man, at Bibelen altid taler sandt. Dette er en form for radikalisering.

Hvordan undgår man radikalisering? Svaret er at det gør man ikke, for Bibelen og Koranen er jo skrevet. Uanset om man kan bevise sort på hvidt, at disse bøger hævder noget, der er fejlagtigt, vil man ikke acceptere det. Man vil hellere holde sig for ørerne og øjnene og forsage Djævelen. Jeg taler her om den fundamentalistiske del af kristendommen, som jeg har et godt kendskab til.

Men selv om Bibelen ikke var skrevet, så ville radikalisering stadig kunne forekomme, for mennesker har altid haft fælles syner og grædt i kor. Jo mere gruppen af kristne radikaliserede ser sig som en truet race, jo mere bliver de fastlåste og trækker sig fra andre. De oplever verden som et virkelig farligt sted, hvor Djævelen for alvor har fået fat i folk og driver dem mod Helvede. De ser ikke, at de netop selv er de mest krigeriske af alle. At modsætningen til andre kommer inde fra dem selv. Jo mere vi bekræfter dem i deres verdenssyn, jo mere reagerer de. Standser vi i stedet op og begynder at respektere de dele af deres religion, som er smuk og giver mening, så falder paraderne. For et kort øjeblik ser de måske, at meningen med livet ligger et andet sted, i medmennesket. De ser pludselig modstanderen som et medmenneske, der bør leve, men kun et øjeblik. Den korteste vej mellem mennesker er smilet. Før vi fik sprog og før vi fik skrift havde vi smilet. Det har faktisk større kraft, end vi umiddelbart går og tror, også overfor den radikaliserede. I et splitsekund før han har nået at tænke en tanke til ende, opstår der lys i hans hjerne. Stol på smilet som virkemiddel, det binder os sammen.

Det mest ubegavede svar på radikalisering er modstand. Man tror, man kan vinde kampen, men det er en umulighed. Man tror man kan argumentere, at de er modtagelige for fornuft og gode argumenter. Da det ikke er muligt, opstår den tanke, at der må være noget galt med deres intellekt. Enhver, der har prøvet at tale med en Jehovas Vidner, ved, at det er det, der sker. Hver gang! De er ikke modtagelige for argumentation og fornuft. Men smil til dem, velsign dem og bed for dem, det virker helt klart bedre.

Det næste trin er at gøre grin med dem, udstille dem og sætte dem i et dårligt lys. Det øger deres radikalisering kraftigt.

Det sidste trin i optrapningen er at sende kampfly, så de kan lære af deres onde handlinger. Dette øger blot endnu mere radikaliseringen. Radikaliseringen lever af modstand. Nu mobiliseres gruppens særlige ressourcer, og det man har sat i gang ved at gå i krig er intet mindre end martyriet, som ofte får en særlig status i en ideologi, der handler om, at de sidste tider og jordens undergang står for døren. Det vi kalder religiøs apokalypse, hvad der også findes spor af i Det nye Testamente. Dette arvede kristendommen fra den apokalyptiske jødedom.

Evnen til at kunne radikalisere mennesker i en gruppe er et produkt af millioners evolution og er formodentlig en del af flokkens oprustning, der går forud for krig. Det er det vi er oppe imod, tror jeg. Vi kan ikke bringe dem til fornuft. Det har sin funktion i naturen. Så længe der findes religion, vil der også forekomme radikalisering. Vi kan komme på nærmere hold af dette fænomen, hvis vi studerer naturfolk, hvor der findes stammekrig med jævne mellemrum. Det finder sit leje i naturen, hos disse naturfolk, der lever mere, som vi alle gjorde, før vi indgik i større enheder. Det finder altid sit leje, for mennesket har ikke slået sig selv ihjel gennem millioner af år, hvor man formodentlig har haft stammekrige. Måske fordi man også altid har haft brug for nyt blod ude fra, fra nye gener, derfor måtte man nødvendigvis også indgå forhandlinger på et tidspunkt, så man kunne få en kone eller en mand med hjem.

Men hvorfor er der så i visse dele af verden en mere mild form for religion, der ikke er så aggressiv? Kunne det være gener fra andre menneskearter, som vi parrede os med? Måske disse var mere fredelige af natur?

Vi kan se en mentalitetsændring fra Mellemøsten og over til Østen. Livsbetingelserne spillede en rolle, både for de gener der blev udviklet og for de kulturer, der opstod. I Tibet finder vi således en meget religiøs og fredelig tilgang til alle områder i livet, mens man andre steder ikke havde fred og ro til at pleje den side. Ustandseligt var man tvunget i krig og nødsaget til at sikre sig mod fjender.

Det er ikke sikkert, at religion oprindeligt var så aggressiv mod omverdenen, som vi kan se det i historisk tid og i nyere tid. Det er meget tænkeligt, at magtens spredning, og afmagtens kræfter i samfundet har en uheldig evne til at aktivere radikalisering hos grupper, som i forvejen føler sig stigmatiserede. Som en slags inflammation i kroppen, når man har slidgigt. Egentlig tror kroppen, at den reagerer hensigtsmæssig, den prøver at reparere det syge, mens den i virkeligheden gør det værre. Så min konklusion må blive, at denne sygdom såvel som så mange andre onder, vi lider af i det moderne samfund, er fremstået som følge af, at vi er gået fra mindre enheder til større enheder, fra naturen til civilisationen, hvor magten er blevet placeret på alt for få hænder, og alt for mange føler frustration og afmagt. Det moderne menneske føler ikke bare afmagt, med det føler sig ikke noget værd. Denne mangel på værdi, kan være udløsende faktor også, man søger et sted hen, hvor man kan være en del af en gruppe, hvor man bliver set og hørt, og hvor man kan bidrage, hvor der er brug for én. I jæger-samler samfundet havde den lille gruppe ikke råd til at miste individer, og enhver havde sin rolle at spille, alle var vigtige; alles gener var vigtige og alles arbejdsindsats var vigtig. Det moderne menneske savner alt det, det har mistet, da det gik fra jæger-samler livet til store enheder, som mægtige imperier og kæmpe nationer. For indeni har det moderne menneske nemlig stadig en jæger-samler hjerne.

Da Gud skabte mennesket, skabte Han det til at være i en have, så langt er jeg enig med Første Mosebog, ikke en velfriseret have, som vi desværre ser mange steder i Danmark, nej det var mere den vilde slags. Vi er tilpasset den have og natur i et og alt, og tager man os ud af den have, dør vi. Det er det, der er ved at ske med os mere og mere. Heri har kristendommen ret, både i at vi syndede og kom ud af haven, og at det vil slå os ihjel på længere sigt.



  • Comments(0)//www.rask-pedersen.dk/#post1

DNA som bølgeform

Uforklarlige fænomenerPosted by Lene Rask Sun, March 18, 2018 00:44:18

DNA som bølgeform

DNA er et molekyle, men der er flere former for mærkelige fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen oplevelser, som peger på, at DNA kan kopieres over til en bølgeform. Der er mange beretninger om, at mennesker har oplevet at forlade deres krop. Der er meget, der tyder på, at forskellige former for alvorlige traumer som f.eks. voldtægt eller dødsangst kan aktivere denne indbyggede overlevelsesmekanisme hos mennesker, ligesom forskellige former for stoffer som f.eks. LSD og ayahuasca kan aktivere det. Der er mange beretninger om det, og meget taler for, at man virkelig forlader kroppen, og altså ikke bare føler, at man gør det.

Enkelte forskere har faktisk overvejet, om ikke DNA kan forekomme som en bølge. Måske kan DNA forekomme i en bølgeform under visse forhold. Enkelte videnskabsmænd har gjort iagttagelser, der har fået dem til at konkludere, at DNA i bølgeform under visse forhold går forud for dannelsen af DNA som molekyle. Ligeledes har man kunne iagttage, at et DNA molekyle kan efterlade sig spor efter sin bortgang i form af fotoner, der er samlet i grupper.

Sergey Leikin 2008 lavede forsøg med DNA i vand. Se ham på youtube om en anden forskning: https://www.youtube.com/watch?v=lTmn7kWiNTE I 2011 demonstrerede nobelprisvinderen Luc Montagnier, at DNA kan etablere sig ud af blot hydrogen og oxygen i sterilt vand. Se dokumentaren om ham og hans forskning på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=58HEEHmJD2Q

Nobelprisvinderen Fritz-Albert Popp opdagede, at DNA var i stand til at samle fotoner. Han har også arbejdet med vand og hævder, at vand har en form for erindring. https://www.youtube.com/watch?v=3qo_aWaG3Vk

I 1984 opdagede den russiske Peter Gariaev, at DNA, der var placeret inde i en kvarts beholder, absorberede de fotoner, der var tilstede. Se ham i dette program, der handler om en anden og nyere forskning: https://www.youtube.com/watch?v=SQMgNknhH1I

Almindeligvis mener man, at den eneste kraft, der er i stand til at bøje lys, er tyngdekraften, og det sker udelukkende rundt om de sorte huller. Men DNA er tilsyneladende i stand til at tiltrække og fastholde lys. Den russiske forsker Peter Gariaev kunne konstatere, at de fotoner, der var sat sammen af DNA´ et i boksen stadig var tilstede efter, at DNA molekylet var blevet fjernet, og det fandtes nu i spiralformer, der mindede om DNA´ets molekylære form. Dette fænomen er siden blevet kaldt DNA fantom effekt. DNA skaber en energi kraft, som absorberer fotoner og holder dem sammen. Nu er DNA molekylet ikke nødvendigt, for kopien er etableret. Der er simpelthen lavet en kopi, og DNA findes nu i bølgeform. Det er som en usynlig kraft, eller bølge, der tiltrækker og fastholder fotonerne.

Gariaev blæste på fantom DNA´ et med en meget koldflydende nitrogengas, og fotonerne ville flytte sig fra deres struktur, men efter ca. 8 minutter ville de igen være tilbage, og den tidligere struktur, aftrykket af DNA molekylet, ville blive genetableret. Han kunne gentage det, men nye fotoner ville komme til, efter 30 dage kunne det ikke længere lade sig gøre; fotonerne ville ikke længere danne DNA strukturen.

Se artikkel hvor dette er taget fra: The Synchronicity Key: The Hidden Intelligence Guiding The Universe and You, by New York Times Best Selling author David Wilcock



  • Comments(0)//www.rask-pedersen.dk/#post0